Her finder du billeder og uddybende beskrivelse af vores hus og den måde vi har valgt at bygge det på.
Effektiv indretning
Huset er gennemtænkt i designet og tæller 41 m2 indvendigt.
De 41 m2 rummer: stue-køkken 24 m2, soveværelse 7 m2, værelse 4 m2, badeværelse 3 m2, og entré 3 m2. Med mulighed for at lave et ekstra værelse på 4 m2 fra stue arealet. På denne måde rummer det alt hvad vi har brug for i et enfamiliehus.
Huset er designet efter at det skal kunne være hjem for en familie på fire.
Mange familier bosætter sig i store huse, fordi der skal være plads til spidsbelastnings perioden i familiens livscyklus. Når børnene er flyttet hjemmefra er der ikke længere brug for det store hus.
Derfor har vi udfordret tendensen med de store familiehus og fundet frem til ét bud på et fint funktionelt design på 41m2.
Det er både økonomisk og miljømæssigt hensigtsmæssigt at skære ned på kvadratmeterne i et byggeri.
Endvidere har det klare fordele i forhold til energiforbrug i opvarmning, hvor mange møbler og ting man har brug for, hvor meget tid der bruges på rengøring med videre.
Inspirationshusets design skal ses som inspiration, nærmere end en ”one size fits all”-løsning.
Vælger man et mindre familiehus kan dette suppleres med et flytbart anneks til teenagerværelse, hobbyrummet, kontor etc., i en kort årrække, hvor pladsen måske bliver for træng.
Fundament
Inspirationshuset på Friland 19 er det først hus i Danmark der er bygget på jordskruer.
Fundamentet af jordskruer er valgt som alternativ til et støbt fundament. Jordskruerne etableres uden gravearbejde, tørretid og udfordringer ved bortskaffelse efter husets levetid.
Det tog bare 4 timer at etablere fundamentet. Og samme dag kunne byggeriet fortsættes.
Jordskruerne betyder at huset er hævet over jordniveau, det er fordelagtigt i forhold til radon og fugt.
Jordskruerne er produceret i galvaniseret stål, der kræver den del energi i fremstillingen, men som fundament har de mange flere fordele end alternativerne, der bestemt ikke er bæredygtige i fremstilling.
Desuden har jordskruer en klar fordel i forhold til direkte genanvendelse af produktet og har af samme årsag stort potentiale som fundament til flytbare byggerier. Dette gør dem til et mere bæredygtigt valg end et traditionelt fundament.
Derudover er det billigere at bruge jordskruer som fundament fremfor et traditionelt betonfundament.
Konstruktion
Vi har valgt at bruge ubehandlet træ i hele konstruktionen af vores hus. Ved udelukkende at bruge træ til at bygge huset, holder vi os samtidigt til kun en materialetype og dermed også kun en faggruppe. Dette er mere effektivt end at blande flere forskellige materialer og faggrupper. Eksempelvis har mange murstenshuse et fundament af flamingo og beton, vægge bestående af mursten, træ, mineraluld og gips og et tag af træ, papiruld og tegl. Det er rigtig mange forskellige typer materialer som både skal produceres, leveres og håndteres af bestemte faggrupper med hver sin type værktøj. Jo flere led der er, jo større risiko er der for at ting bliver forsinket og at den ene fagruppe må vente på den anden.
Til sammenligning har vi i vores hus brugt jordskruer i fundamentet, træ og træfiberisolering i gulv, vægge og tag.
Spærrene er konstruktion i gulv, vægge og tag. Den sammenhængende konstruktion simplificere processen og giver mulighed for gennemgående isolering og minimering af kuldebroer.
Konstruktionen er lasket sammen (med træ) for at minimere brugen af metalbeslag. Metalbeslag bliver ofte brugt der hvor konstruktionen er svagest. Ved brand er sikkerheden dermed ikke lige så god, da jern tiltrækker varmen meget hurtigere end træ og konstruktionens svage steder vil derfor brænde hurtigere. Desuden risikere man at metal i konstruktioner vil være dugpunkt og dermed risiko for råd over tid, risikoen er dog langt mindre i byggerier som er diffusionsåbne.
Isolering
Træfiberisolering er et naturprodukt og dermed et meget bæredygtigt valg.
Inspirationshuset er isoleret i gulv, vægge og loft med træfiberisolering fra Dansk Træfiber Isolering. Isoleringen er blæst ind, det tog kun en dag at isolere hele huset.
Der er 30 cm isolering i vægge, 40 cm i gulv og loft.
I konventionelle passivhuse er det typisk nødvendigt at isolere med 40 cm i vægge, 60 cm i gulv og loft. Til Inspirationshuset har vi valgt lidt mindre isolering da træfiberisolering har ca. 30% bedre isoleringsevne end “almindelig isolering”.
I tillæg til træfiberisoleringen er konstruktionen i Inspirationshuset beklædt med træfiberplader. Træfiberpladerne isolerer også og bryder alle kuldebroer udefra og fungerer samtidig som vindspærre.
Se mere om træfiberisolering på Dansk træfiberisolerings hjemmeside
Se videoen og læs om hvorfor vi har valgt at bruge træfiberisolering her
Dampbremse
Indvendigt er der valgt en Øko-natur dampbremse som alternativ til en traditionel dampspærre. Dampbremsen er diffusionsåben, det vil sige at huset kan ”ånde” og fugt kan diffundere ud. Derved minimeres risikoen for fugtskader og vi opnår et meget bedre indeklima. Øko-natur dampbremsen er fri for bromerede flammehæmmere.
Dampbremsen er gjort tæt med en dampbremsetape.
Inspirationshuset er blowerdoor-testet med en lufttæthed på 0,18 l/s/m2. Kravene i år 2020 bygningsrelementet ligger på 0,5 l/s/m2 som er det strengeste krav pt. Inspirationhuset klarer sig næsten 3 gange bedre.
Beklædning
Huset er beklædt med træ både indvendigt og udvendigt.
Udvendig
Er huset beklædt med lærketræ.
Træværket er behandlet med gylden trætjære og linolie.
Indvendig
Er huset beklædt med fyrtræ på alle overflader.
Væggene indenfor er behandlet med Auro økologisk nåletræslud og træsæbe fra AURO.DK. Dvs. at der også indenfor kun er behandlet med rene naturprodukter. Dette er med til at give et sundt indeklima.
AURO’s produkter er de reneste produkter vi har kunnet finde til indvendig behandling. Det er 100% naturprodukter (altså ægte naturprodukt, plantebaseret, biologisk nedbrydeligt og med fuldstændig indholdsdeklaration), diffusionsåben (så det arbejder sammen med vores diffusionsåbne konstruktion), fri for mikroplast osv. Alt det vi gerne vil ha’ og intet af det vi ikke vil ha’.
Vinduer
Til vinduer har vi valgt Ventilationsvinduer fra Horn Vinduer. Ventilationsvinduerne er tre-lags vinduer, hvor der er friskluftsindtag mellem to af glas-lagene. Vinduerne er konstrueret sådan at ventilationen foregår naturligt og at varmetabet fra vinduerne, overføres til den friske luft, der ventileres ind i huset. Dette gør at ventilationsvinduet har den bedste total energitilførsel til et hus sammenlignet med andre vinduer og at passive solvarme udnyttes optimalt.
Med ventilationsvinduerne undgår vi et større el-drevet ventilationsanlæg og vi har en god naturlig energiudnyttelse.
Læs mere om ventilations vinduet på denne hjemmeside.
Vinduesareal og placering er nøje udregnet i forhold til at udnytte passiv solvarme bedst muligt uden at huset overopheder om sommeren.
Taget
Inspirationshuset har grønt tag med stenbedsplanter. Tagets vandtætte lag er en miljøvenlig PE bassinfolie.
Det grønne tag absorbere regnvandet ved store regnskyl og minimere risikoen for oversvømmelser.
Vi synes også der er en fin filosofi i, at det stykke natur huset optager på jorden, gives der plads til på taget. Med det store udhæng opnår vi faktisk et større stykke planteareal end husets grundareal.
Udhæng
Inspirationshuset har et stort udhæng. Vi kalder det et energirigtig design. Om vinteren vil vi gerne udnytte solens energi til varme i huset. I sommervarmen, vil vi gerne undgå at solen overopheder huset. Udhænget er designet efter solens baner på himlen, så når solen står lavt på himlen i vinteren får vi glæde af den gennem vinduerne, og når den står højt om sommeren skygger udhænget for den passive solvarme.
Udhænget beskytter også facaden, så behovet vedligeholdelse minimeres.
Energiforbrug og opvarmning
Resultatet af Inspirationshuset er bl.a. at det har et meget lavt energiforbrug. Huset er rigtig godt isoleret, enormt tæt og der er tænkt i et energi effektivt design. Det gør, at huset ikke kun i teorien, men også i praksis har et meget lavt behov for energitilførsel til opvarmning.
Huset er så effektivt, at hvis der er bare lidt solskin om dagen i vintermånederne er der ikke brug for ekstra varme.
Vi er helt nede på at bruge 20% af hvad passivhus kravet tillader til opvarmning.
Det er så lidt at vi en vinter forsøgte os med at opvarme huset udelukkende med spildvarme, ved at bage og langtidsstege på de dage der var overskyet. Det fungerede fint og vi havde en hel vinter uden en egentligt varmekilde, men hvor opvarmningen udelukkende kom fra spildvarme. Det kræver blot man tjekker vejrudsigten og planlægger sin madlavning.
I en årerække har vi brugt en 200 kroners olieradiator som varmekilde. Her har vi kunnet følge med i varmeforbruget med en elmåler. Selvom det umiddelbar ville være oplagt med en varmepumpe, så ville besparelsen i forbruget ikke kunne tjene investeringen hjem til varmepumpen, fordi forbruget er så lavt.
I 2022 med stigende energipriser satte vi os for at udvikle en mikromasseovn til vores superlavenergihus. Læs mere om mikromasseovnen HER.